Rutebeskrivelser

I 2019 kan du vælge mellem følgende ruter – to gåruter, 3 løberuter, en trailrute og en biatlon med løb og skydning.
Du kan se et kort over ALLE ruterne her.

Rute 2,7 km: LØBERUTE – en flad og letløbelig rute. Asfaltbelægning på næsten hele turen, også god til barnevogn og klapvogne.

Rute 4,0 km: GÅRUTE – en hyggelig rute på ca. 4 km, som bl.a. går igennem Jelling Skov. 

Rute 5,8 km: GÅ- og LØBERUTE – en udfordrende rute, hvor halvdelen af ruten går i den dejlige Jelling skov. Der er en højdestigning på 58 m fordelt på ruten.  Link til rutekort og -profil.

Rute 7,7 km:  TRAIL-RUTE rundt i Jelling skov. Ruten er meget krævende med 182 højdemeter og foregår primært på stier. Der er endnu flere forhindringer på stierne/skovbunden end sidste år. Det kan f.x. være væltede træer. Ruten går gennem grøfter og mudrede områder, og op af stejle skrænter, der kan være meget glatte. Ruten er mere uden for de almindelige stier end tidligere, hvilket er årsagen til at vi ikke har et præcist rutekort.

Rute 10,1 km: LØBERUTE – en krævende og naturskøn rute, som går gennem Jelling skov, forbi lystfiskersøen ved Fårup sø og gennem Skovdallund. Der er i alt en stigning på  151 m fordelt på ruten, med den største stigning ved 9,4 km. Link til rutekort og -profil.

Biathlon – med skydning og løb: Biathlon er en disciplin, hvor man både løber og skyder på samme rute. Skydning foregår med laser-geværer, så der er ikke noget farligt ved skydningen. Børn fra 11 år og op kan også deltage.
For at deltagerne kan få en fornemmelse af laser-geværet, skal deltagerne mødes ved Gormshallen (Kathrinelund 1, 7300 Jelling), hvor der vil være en skydeinstruktion i skydelokalet. Mødetidspunkt er fra kl. 17:30 – 18:15 i Gormshallen på selve løbsdagen. Det vil være bedst/smartest at køre i bil hen til Gormshallen til skydeinstruktion, og derefter køre hen til sportspladsen til første start kl. 18.30.
Efter denne skydeinstruktion, skal alle deltagerne mødes ved sportspladsen, hvorfra alle Jellingløbets ruter starter fra. Biathlonløberne sendes afsted i grupper for hvert 5. minut. Der løbes fra sportspladsen og gennem Jelling by og hen til Gormshallen, hvor der skydes første gang. Efter første skydning, løbes der en rundtur på ca. 2 km i området, hvorefter der skydes anden gang. Efter anden gang skydning, løbes der hjem til sportspladsen. Efter deltagerne er kommet i mål, kontrolleres skydekortet og antal forbiere ved skydningen lægges til løbstiden.
JFS Skydning stiller skydelokaler og materiel til rådighed.
Deltagerne skal løbe med et rutekort i hånden, som viser hvilken vej, man skal løbe hen til Gormshallen. Der er desuden et skydekort med, som skyde-instruktørerne skal udfylde efter hver skydning. Ruten er også afmærket med farvede flag.
Deltagerne vil komme forbi 2 klippetænger, disse er afmærket på kortet. Kontrolfelterne på kortet skal klippes ved passage af klippetængerne.
Link til rutekort.