Rutebeskrivelser

For alle ruterne gælder det at der er start og mål på sportspladsen ved Bredager skolen. Man kommer ikke til at løbe eller gå det samme sted 2 gange.

Halvmarathon

Ruten starter i Jelling By. Herfra går den af små asfalterede veje forbi Hopballe Mølle og videre ad små veje ned til Skibet, nord om Skibet og retur til Jelling. Turen går til sidst igennem Jelling skov.
Halvvejs på ruten kommer der et stykke med trailspor. Her er en smal sti i skoven med små broer over diverse grøfter. Strækningen er på ca. 1 km. Vær opmærksom på, at det kan være glat, hvis det har regnet.
 

Der er 5 væskedepoter undervejs. Der vil ligeledes være frugt og chokolade på nogle af depoterne.  
Det er en udfordrende rute med ca. 324 højdemeter.
Underlaget er mest asfalt, men der forekommer også grusveje.
  

Husk at man skal være fyldt 15 år for at tilmelde sig halvmaratonruten, og max løbstiden er 3 timer.

Halvmarathon - rutekort og højdeprofil

10 km ruten

Denne rute er en blanding af by, skov og små vej på landet. Efter ca. 2,5 km i Jelling by drejer man ind i Jelling Skov. Efter 5 km kommer man ud ved Fårup sø, som følges godt 1 km. Her kan man nyde den smukke udsigt over Fårup Sø. Derefter går turen videre via små fredelige veje tilbage til Jelling.  
Der løbes på blandet underlag - asfalt, fortov, grusveje og -stier. Der er ca. 107 højdemeter.  
Der er væskedepot efter ca. 4,3 km. 
Dette er kun en løbe rute og ikke egnet til baby jogger.  

10 Km - rutekort og højdeprofil

Trail ruten

Denne rute er en trail rute - dvs. en rute der mest foregår i terrænet i skoven. I starten og i slutningen af ruten er der lidt fortov og asfalt. Resten af ruten foregår på små og store stier i Jelling skov. Der forekommer også strækninger, der går på tværs i et lidt udfordrende terræn, og ikke holder sig til en sti. Der er 133 højdemeter på de 7,7 km, og denne rute er IKKE barnevogns egnet.  
Der er stor chance for at blive beskidt, og er man (u)heldig bliver man også våd. ...men det er en del af rutens charme! 
Der er et væskedepot efter ca. 4,2 km.

Trail - rutekort og højdeprofil

5,8 km ruten

Ruten tager sin begyndelse inde i Jelling by. På Grangaard Allé drejer man ind på Jelling Skovvej og derefter går ruten rundt i den smukke Jelling Skov.  
Ruten foregår på fortov og grusveje. Den er smule kuperet og der er 62 højdemeter. Det er muligt at have en barnevogn med rundt på ruten. Der er et væskedepot efter ca. 4,3 km. 

5,8 km - Rutekort og højdeprofil

2,7 km ruten

Denne rute går rundt i Jelling by. Man kommer rundt på Skinbjerg, Skovgade, Bredager og Fårupvej.  
Ruten er mest på fortov, men også lidt på græs. Den er barnevognsvenlig og også egnet til gangbesværede, så alle kan være med. Der er i alt 10 højdemeter, så det er en dejlig flad rute.  

2,7 km - rutekort og højdeprofil